Spring over hovedmenu

Hvordan kan forskning i arbejdsulykker og forebyggelse af ulykker blive mere relevant og anvendelsesorienteret?

Dette spørgsmål har det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Team Arbejdsliv undersøgt med støtte fra Arbejdsmiljøforskningsfonden i projektet Fra forskning til praksis i forebyggelsen af arbejdsulykker, som netop er afsluttet.

Projektet tog udgangspunkt i virksomhedernes oplevede udfordring med at omsætte viden til praktisk handling. Projektet udviklede og afprøvede en interaktiv samarbejdsform mellem forskning og praksis med det formål at udarbejde anbefalinger om ulykkesforebyggende tiltag på industrivirksomheder.

I alt 6 virksomheder inden for industrien deltog i projektet, hvoraf to deltog i et mere intensivt forløb om ulykkesforebyggelse. Deltagerne var ledere, medarbejdere, arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsmiljørådgivere.

Hvorfor anvendes forskningsresultater ikke i praksis?

Forskerne gennemgik forskningslitteraturen omring manglende anvendelse af forskning i forbindelse med ulykker og forebyggelse af ulykker. Her fandt de tre centrale årsager til, at forskning ikke får gennemslag i praksis.

  1. Forskeres produktivitet måles primært i antal forskningsartikler, dvs. forskningsartikler tæller højere end konferencebidrag og formidling til praksis. Forskerne har dermed ikke så stærke incitamenter til at prioritere formidling til interessenterne (myndigheder, arbejdspladser, arbejdsmiljøprofessionelle m.fl.).
  2. Ofte inddrages interessenterne ikke undervejs i processen, hvorfor de ikke får ejerskab til resultaterne, og forskningsresultater bliver ikke oversat med sigte på praktisk anvendelse.
  3. Forskningsprojekterne har ofte fokus på at skabe evidens for kausale sammenhænge uden at tage tilstrækkelig højde for den kontekst, resultaterne skal ses i lyset af. Dette forhold betyder, at det i mange tilfælde er vanskeligt at overføre resultaterne til praksis.
  4. Aktiviteter inden for forskning og praksis foregår oftest på adskilte felter, og er drevet af forskellige mål, prioriteringer og arbejdsprocesser. Projektet viser, at det er nødvendigt at etablere et ’udvekslingsfelt’, der kan bidrage til at udveksle viden fra praksis og forskning, samt at støtte virksomheder med både de generelle arbejdsmiljøkompetencer og specifikke arbejdsmiljøkompetencer, fx rettet mod ulykkesforebyggelse.   

Forskerne udviklede konkrete redskaber til virksomhederne

Forskerne udviklede og afprøvede i samarbejde med virksomhederne konkrete redskaber til både det generelle arbejdsmiljøarbejde samt konkrete redskaber og metoder til forebyggelse af arbejdsulykker. Dette resulterede i en række ’best practice’ anbefalinger til arbejdet med ulykkesforebyggelse inden for industrien. Den såkaldte ’Forebyggelsestrappe’ viste sig at være et vigtigt redskab til at understøtte virksomhederne i det bedst mulige valg af forebyggende tiltag. ’Forebyggelsestrappen’, følger i sin opbygning ’STOP princippet’, men har lidt flere trin, og afspejler de kendte forebyggelsestiltag inden for forskning i arbejdsulykker og sikkerhed. De udviklede forebyggelsestiltag i virksomhederne var primært baseret på organisatoriske og tekniske foranstaltninger samt flerstrengede tiltag (kombination af flere typer af foranstaltninger). Disse tiltag er karakteriseret af en relativt høj forebyggende effekt, set i forhold til tiltag alene rettet mod personen.

Projektet udviklede og tilpassede også procesværktøjer til at støtte det generelle arbejdsmiljøarbejde på virksomhederne: Først og fremmest tilpassede forskerne i samarbejde med virksomhederne den såkaldte forandringslogikmodel til forebyggelse af arbejdsulykker eller af andre arbejdsmiljøproblemer. Forandringslogikmodellen er et redskab til planlægning, gennemførelse og evaluering af forebyggende tiltag. Med dette redskab kan man bl.a. vurdere om eventuel manglende effekt skyldes manglende implementering af forebyggelsestiltaget, eller at det valgte tiltag ikke var tilstrækkelig til at løse problemet. Evalueringen af redskabet viste, at det var anvendeligt, men at det krævede vejledning og støtteaktiviteter undervejs i projektet for at lykkes. Fremtidig interventionsforskning bør i højere grad indtænke (lav)praktiske støtteaktiviteter som et væsentligt grundlag for at lykkes med sikkerhedstiltag.

Endelig blev der udarbejdet et sæt anbefalinger til hvilke kompetencer, dialogværktøjer og læringsmetoder, der er anvendelige i arbejdet med at overføre forskningsviden til praktisk forebyggelse.

Projektet har demonstreret, at det er muligt at udveksle og integrere forskningsviden og praksisviden på danske industrivirksomheder, og derigennem etablere meningsfulde forebyggelsestiltag på arbejdspladserne. Resultaterne af forskningsprojektet viser også, at evidensbaseret viden om forebyggelsestiltag ikke skal formidles som ’opskrifter’ på bedre sikkerhed, men at denne viden nærmere må ses som specifikke ’ingredienser’, der må integreres med arbejdspladsens viden og praksis, og dermed skabe kontekstafhængig forebyggelse.

Slutrapporten kan læses her

For mere information, kontakt seniorforsker Johnny Dyreborg, NFA eller seniorforsker Ulrik Gensby, TeamArbejdsliv